Sejlklubben Lynæs i Halsnæs avis

Lynæs åbner Sejlsportsligaen 2019!

2019 er 5. år i streg, at Sejlsportsligaens deltagere skal rundt i landet til 4 divisionsstævner!

Hvert år er nye klubber, nye værtsbyer og nye sejlere med til at opleve landets mange guldklumper, sejlklubberne. I 2019 kommer Sejlsportsligaen til Lynæs, København, Skive og Aarhus.

 

Selvom sejlsæsonen er ovre, er der travlt i ligaens lille kontor i Hellerup. Sejlsportsligaen har brugt efteråret på blandt andet at besøge klubber, der var interesserede i at blive stævnearrangører i 2019, for at undersøge alt fra datoer, erhvervsaktiviteter til vanddybde. Sæsonplanen er nu på plads, så værtsbyerne for den kommende sæsons sejladser i Sejlsportsligaens 1. og 2. division kan offentliggøres.

Sejlklubben Lynæs skal holde 1. stævne

Lynæs bliver vært for det første ligastævne i 2019. De 18 klubber i 1. division skal sejle 25.-26. maj og 2. division i den følgende weekend, 1.-2. juni. De lokale helte har været med i Sejlsportsligaens 1. division gennem en årrække. I efteråret 2018 måtte de se i øjnene, at den kommende sæson bliver i 2. division. Men der sker noget for Lynæs BARACUDAS. Nye sejlere er kommet med på bruttoholdet, og klubben har fået en J/70’er. Og nu skal de også være værter for et ligastævne. Det er ikke så lidt for en mindre klub på den nordsjællandske kyst. En masse aktivitet i en aktiv klub, skal tilsammen munde ud i en hel uge med sejlerfest i slutningen af maj.

Camilla Hylleberg Photography

Fra stævneleder Frederik Wedel-Heinen lyder det: ”Vi er utroligt glade for, og stolte af, at få Sejlsportsligaen til byen. For os er arrangementet en del af en større langsigtet strategi for Sejlklubben Lynæs. Sejlsportsligaen tilfører en masse synlige aktiviteter. Både for erhvervslivet, tilflyttere, familier, sejlere og ungdommen, som klubben kan bruge til at understrege og markere sig som en attraktiv forening med blik for at udvikle sig. For en mindre klub som os, er det interessant at kunne lave et stævne på lige fod med f.eks. Kongelig Dansk Yachtklub og Aarhus, som lige har afholdt et gigantisk VM for OL-joller. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at byde kommunens borgere og erhvervsliv velkommen og med om bord og vise, hvad klubben kan tilbyde”, fortæller den stolte stævneleder.

Sejlsportsligaen ser stor værdi i at komme ud i landet, og ikke kun sejle i de større byer. ”Det vi oplever, når vi er i ’vandkantsdanmark’, er, at sammenhold, fællesskab og tæt kontakt til nærmiljøet er meget stærkt – og de tre elementer er grundstenen i en god event. Vi glæder os utrolig meget til at starte sæsonen i Lynæs, og vi ser frem til at opleve det bedste fra hele Halsnæs over de næsten 10 dage, hvor vi er på besøg”.

 

Kort om Sejlsportsligaen

 

Sejlsportsligaen er – som noget nyt i sejlerverdenen – en konkurrence mellem klubber og ikke mellem enkelte sejlere. Ligesom i andre kendte sportsgrene for holdsport.

Der sejles i en moderne sportsbåd, J/70, som er en 7 meter lang båd med en besætning på 4 personer. Rene kvindebesætninger må dog sejle med en besætning på 5. Båden er den hurtigst voksende klasse, søsat første gang i 2012 og nu med ca. 1.400 både på vandet. Sejlsportsligaen er, hvad Superligaen er for fodbold. Der er både en 1. og en 2. division, hvor vinderne af 1. division udtages til at deltage i SAILING Champions League. Den bedste danske placering i SAILING Champions League er en 10. plads. Lynæs BARACUDAS har i mange år sejlet i den bedste række, men havde en uheldig start på 2018, og var nedrykningstruet det meste af året. Det betyder, at de efter 2018-sæsonen er rykket ned og starter den nye sæson i 2. division.

 

Du kan også se pressemeddelelsen her: KLIK HER.

 

Del dette:

Medlemsmøde 21. november kl. 19.

Som et led i løsning af den af generalforsamlingen pålagte opgave omkring anskaffelse af nyt materiel, har klubbens bestyrelse besluttet at leje en J/70 af Sejlsportsligaen for hele 2019, så vi kan få afprøvet, om det er denne vej vi skal gå fremadrettet.

Samtidig har bestyrelsen besluttet at afholde første Sejlsportsligastævne i 1. og 2. division i 2019. Derfor inviteres alle til en medlemsaften onsdag d. 21. november kl. 19:00 i klubhuset, hvor bestyrelsen vil forklare projekterne.

Du kan læse seneste bestyrelsemødereferat her Bestyrelsesreferat for møde 23.10.2019”.

Båden er landet og kan besigtiges foran klubhuset.

 

Figur 1 Gul nr. 4 er vores båd det næste år.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Sejlklubben Lynæs

Del dette:

2018 er slut i Sejlsportsligaen.

Sidste stævne er sejlet foran DOKK1 i Aarhus, i frisk og springende vind og i Festugens sidste weekend. Den bedste scene til at præsentere sejlsport som publikumssport. Klubben sluttede stævnet på 16-pladsen, lidt bedre end sidste gang, som tidligere lovet.

I den springende vind, havde alle en chance for at vinde, det prøvede vi også. Vi kom som fjerde båd til topmærket, men overhalede 3 både på løberen, der var omkring 300 m.

Igen startede vi op ad bakke, denne gang skulle vi finde 2 nye medlemmer plus en gummibådsføre, samtidig med at der var Orø Rundt på fjorden og igen lykkes det at trylle i sidste øjeblik.

KDY var som sædvanlig velvillige til at låne os en båd til at træne i og på grund af den sene besætningssammensætning, tog vi en sejlerskoleelev med som fjerde mand på træningen. Han klarede det rigtig godt og fik en oplevelse, hvor vi dystede med 8 andre J/70 ud for Hellerup. Først i Aarhus, kunne besætningen træne, hvor hvert hold fik 45 minutter.

Fjerde stævne var også et 3-dagsstævne, men på en kort bane, hvor hvert ben var 200-300 meter langt. Det betød at vi skulle sejle 3 omgange, mod normalt 2 omgange og derved var der en del flere manøvre. Trods den korte bane, skete der mange skift i vindretning og styrke, der kunne ændre sig fra omgang til omgang. Samtidig blev der sejlet tæt på de forskellige moler, det giver nogle interessante situationer. Man kan vel godt kalde banen sejlsportens Colosseum.

6 både på et lille areal gav også travlhed for dommerne, der blev delt adskillige straffe ud, både 360 og 720 graders straffe, vi fik opfrisket kapsejladsreglerne betydeligt mere, end ved de andre stævner. Oven i den udfordrende bane, lavede dommerne om på reglerne om lørdagen.

Vores egen taktik var, at holde os mest muligt ude af problemer, det egentlig ganske fint, men vi fik alligevel vores del af straffene og et par tyvstarter.

I alt nåede hver besætning 15 sejladser på 2½ dag og i det omskiftelige efterårsvejr var det mange sejladser, der krævede fuld koncentration, både før og under sejladserne.

Stævnet var også atypisk på den måde, at topholdene også fik bundplaceringer. Et hold blev så skuffet, at skipper indførte 2 minutter taleforbud, så den værste gas kunne gå af skuffelsen.

For os selv sluttede stævnet foran Skovshoved og Brejning, det er vi helt tilfreds med. Samlet set over 4 stævner, sluttede vi på den liden 18 plads, hvilket egentlig ikke er overraskende, og dermed har vi sejlet os ned i 2. division, som vi også ville ende i, uden at deltage.

Vi startede sæsonen lidt skævt, idet Kapsejladsudvalget havde besluttet at vi ikke skulle deltage. Med David C. i spidsen, fik vi alligevel lov til at melde os til i april, efter fristens udløb.

Nu gik den vilde jagt på først og fremmest en besætning der ville sejle stævnerne og mange blev spurgt, men havde allerede booket deres kapsejladskalender, men det lykkes at finde besætning til alle fire stævner og vi er langsomt blevet lidt bedre, stort set uden træning, hvilket indikere at timerne i båden er vigtig.

Vi har også haft fornøjelsen at have flere med i båden, 9 forskellige personer, og det har været yderst positivt. Flere tænkte det er bare kapsejlads, men når de er kommet i manegen, har det været noget af det sjoveste de har prøvet. Det er en anden og mere intens form for kapsejlads, der kan være svær at beskrive.

At det er sejlads kun for de unge, passer ikke. Ca. halvdelen er midaldrende og halvdelen er yngre sejlere, der er sågar rene pigebesætninger, hvilke kapsejladser ser man ellers dette? Det er klart at de unge er hurtige, men de ældre kan klare sig igennem på erfaringen, det er en sjov kombination og skaber et fællesskab på tværs af køn og alder. Det kræver selvfølgelig en vis styrke at deltage, det går stærkt på de små baner, til gengæld har vi haft sejlerskoleelever med på træning, og de har fint kunnet være med i bådhåndteringen.

Vi har selv fået rigtig meget ud af deltagelsen, men kan også se hvor vores mangler ligger. Især mangler vi timer på vandet, hvor vi kan teste hvilket trim og manøvre der passer bedst til os. Hidtil har vi blot kopieret og vi har tabt mange placeringer på overstående. Omvendt har vi set at vi godt kan sejle båden, vi skal blot have det sidste med, der gør forskellen.

Vi har også oplevet at der er et godt fællesskab til stævnerne, der bliver snakket og grinet, gamle konkurrenter mødes igen og der deles mange anerkendelser ud for god sejlads, stemningen gør i det hele taget en glad.

Fra vores side håber vi at årets projekt vil give blod på tanden hos flere, måske vi kan komme så langt, at vi sejler udtagelse til næste år eller sejler på skift. Vi kan kun sige at konceptet er stærkt vanedannende og vi frygter nu vinterens abstinenser.

 

Med de bedste hilsner fra
David Corneliussen og besætninger

Del dette:

”Lys-og lygteturen” med Sejlerskolen den 31.8-1.9 2018 (også kaldet Natsejladsen)

En dejlig natsejlads blev indledt i klubhuset med fælles fredagsgrill og hygge, i selskab med flere af klubbens øvrige medlemmer. Som ”de nye” og unge (på 48 år) blev vi varmt modtaget og vi følte os meget velkomne.

Efter maden blev der afholdt skippermøde, kursen blev sat, hvorefter vi fordelte os i to både med hver 2 elever og en instruktør. Afgang fra Lynæs kl. 20.30 – kurs mod Holbæk Marina.

Overskyet var himlen og vinden måtte vi tænke os til, så jern-genuaen blev sat og vi tøffede roligt afsted. Det betød dog ikke så meget, for formålet med turen var jo at få indblik i at navigere om natten og fornemme stemningen på havet, når mørket har sænket sig.

Efterhånden trængte stjernerne sig på, og sammen med vores lommelygter, gik underholdningen på at spejde efter bøjer og andre pejlemærker og for alvor få lært de grønne og røde farver at kende.

En kop kaffe og et stykke chokolade blev der dog også tid til…

Kl. 00.10 ankom vi til Holbæk Marina –en ganske underholdende oplevelse og ”tryg” landing med en natteblind instruktør, som lod gjalde ud over havnen at han ikke kunne ”se en skid” og ikke kunne få øje på kajen.

Da begge både var sikkert fortøjet, mødtes vi til fælles natmad i sejlklubbens lokaler, og sammen nød vi de medbragte oste og pølser og et godt glas vin. Og så var det godnat kl. 02.00

Godmorgen kl. 09.00 med fælles morgenmad og kl. 10.45 satte vi kursen mod Lynæs, samme vej retur gennem vest løbet, men nu i dagslys.

Endnu en dejlig sejloplevelse til logbogen! Gennemsnitlig vind på 8 ms, krydssejlads, marsvin på jagt efter springende fisk, og en lille, uofficiel kapsejlads mod sejlerkollegaer fra Frederiksværk

Kampgejsten blev holdt oppe af en fyldt kasse med slik.

Det så umiddelbart ud som om vi var på taberkurs, bl.a. ødelagt af instruktørens (Pers) inkompetente omgang med rat-sejlads! Heldigvis for os blev vores konkurrent dømt ude, da han sejlede ind i skydeterrænet, og blev passet op af militærets ”dommerbåd” J

Vi ankom til Lynæs kl. 14.00, og så blev turen evalueret over fælles frokost og en håndbajer i cockpittet på Blueberry. Der blev taget afsked med løfte om gentagelse af succesen.

Tak for lån af de to familier som stillede de to instruktører, Per og Peter, til rådighed. Det er værdsat.

Og tak til jer, Per og Peter, for at give os novicer en dejlig sejleroplevelse.

Også en stor tak til Holbæk Sejlklub for venlig modtagelse af formand Ole Poulsen, og tak for lån af jeres dejlige lokaler. Det bliver ikke sidste gang, og vi vil gerne benytte lejligheden til at gengælde jeres gæstfrihed og invitere jer på besøg hos os i Lynæs.

Mange sejlerhilsner fra

Tonni og Yasmin

JP og Laila

Del dette:

En lille beretning fra Sejlsport liga-stævnet i Kerteminde

Ligastævne 16-17. maj 2018 i Kerteminde.

Så har Sejlklubben Lynæs deltaget i det andet af fire stævne i Sejlsportsligaen, denne gang I Kerteminde og Kerteminde Sejlklub havde noget at leve op til, efter første stævne i Frederikshavn, hvor der var sørget for billig overnatning og sol i stride strømme.

Op til dette stævne har vi haft bedre muligheder for træning, idet KDY har været venlig at låne os deres J/70 to tirsdage lige op til stævnet i Kerteminde. Det har givet os meget som besætning og gjort vores bådhåndtering skarpere. Især Oscar og Nuka var fantastiske de to tirsdage i Skovshoved. Manøvrerne sad lige i skabet, stemningen om bord har været rigtig god og sparring af hinanden har fungeret eksemplarisk.

Besætningen var sat af David C. og bestod af David C., Stephan Bruun-Nielsen, Oscar Biering, Nuka Hansen og David I. Årsagen til at vi ville deltage fem personer, var at David C. kunne risikere at skulle hjem, midt i stævnet. I stedet for meldte Oscar desværre fra, så vi var kun fire der kørte til Kerteminde lørdag morgen.

Stævnet i Kerteminde var et to-dagsstævne, derfor kørte vi først til Kerteminde lørdag kl. 06:30, så vi kunne være klar til åbningen og skippermødet kl. 09:00. Vejrudsigten sagde 4-8 m/s og fint vejr, det havde vejret desværre ikke fået at vide. Fra midt på dagen drev byger ind over banen og der kom nogle temmelig kraftige stød ned over banen, sidst på eftermiddagen kom regnen også for alvor.

Vi skulle sejle første gang i race 2 og kom fint afsted i let luft. Taktikken blev styret af Stephan og planen var at holde os ude af problemer, så vi kunne sejle frit. Vendingerne og genakker sejladsen kørt som det skulle, det var dejligt at få bekræftet. Vi sad over i 3 sejladser, i alt ca. 1 time og startede igen i race 6. Igen startede vores sejlads godt, og vi fik lov til at sejle som vi ville. I sejladsens første genakker sæt kom Nuka desværre til skade med hånden, men forsatte med bomninger og nedtagning hele banen rundt, godt nok med en del lyd på. I sidste drop måtte han give, nu gjorde det for ondt og måtte sejles i land til check, senere sendte vi ham på hospitalet. Diagnose en kraftig forstuvning i hånden.

Nu var vi en besætning på 3 og fik sejladsforbud, indtil vi var 4 igen. Nu gik jagten på en ny mand, der skulle være fra Lynæs. Vi kunne simpelthen ikke finde nogen, der kunne rykke hurtigt ud ØV FOR F…., hvor var vi ærgerlig. Vi havde faktisk troen på at kunne gøre noget bedre.

Vi blev støttet af flere klubber, der ville tillade os at sejle 3 personer eller få en lokal med i båden – Tak for den opbakning, især KDY talte vores sag – mange tak for opbakningen.

Søndag havde vi fået en mand mere og vi skulle heldigvis starte i dagens første sejlads, så vi havde ca. 20 minutter til at vise den nye mand til rette. Første sejlads var i ca. 5 m/s fra SV, perfekt for os, til gengæld rummede og skrallede vinden i et væk og mange havde svært ved at læse vandspringene.

Vi fik 5 sejladser søndag med godt tryk i genakkeren, en sjov lang planetur og en enkelt kæntring.

Stævnet er vi ikke tilfreds med, vi er sikker på at kunne have gjort det meget bedre, men ellers sejrsikker Frederikshavn kunne heller ikke få deres sejlads til at flyde, til gengæld havde KDY et fantastisk stævne, med ene prikker i 11 sejladser, hvilket historisk.

Vi må op på hesten igen, næste stævne er i Skovshoved og der skal vi også have en RIB+fører med, så har i lyst til at se flot sejlads i hyggeligt selskab, så henvend jer straks til David Corneliussen, jo før jo bedre.

 

Med venlig hilsen
David C., Stephan, Nuka og David I.

Del dette:

Ligastævne 26-27. maj 2018 i Frederikshavn

Vores klubhold var med – læs deres beretning.

Årets ligahold er opstået, ved at klubben først meldte sig ud af årets ligadeltagelse, men heldigvis tog David Corneliussen handsken op og sagde ”Hvis vi skal ned i 2. division, vil vi have lov at sejle os derned” og vi andre medlemmer, Oscar Biering og David Ipsen, sagde ja tak til at være med i projektet, fint bakket op af bestyrelsen. Sådan er der opstået et nyt sejlhold med yngre og en ældre sejler.

Vi har forsøgt at finde et fjerde medlem, og helst af yngre karakter, men den karakter klubmedlem, kender vi simpelthen ikke. Gilleleje vil gerne samarbejde, de er dog ramt af eksamen. Nå men vi løste besætningsudfordringen 1 uge før stævnet, ved at tage Davids ældste søn med, han bor pt. i Frederikshavn.

Besætningen fra højre: Oscar Biering, David Corneliussen, Nuka Hansen, David Ipsen.

Af den besætning vi stillede med, havde en før prøvet at sejle J/70 som gast, 2 havde prøvet at sejle med genakker, 3 havde kapsejladserfaring.

Med disse udfordringer tog vi af sted, med det formål at blive bedre, så måtte vi nøjes med de 30 minutters træning vi kunne få om fredagen, selvom vi prøvede at tuske os til mere tid på vandet.

Frederikshavn Sejlklub havde gjort et godt forarbejde, ved at lave en aftale med et campingcenter om at stille nogle ældre salgsvogne til rådighed for os, der kommer langvejsfra og den lokale restaurant lavede en billig lækker Chili con carne fredag aften.

Mætte og efter en gåtur rundt i om Frederikshavn down-town var det ved at være godnattid, så vi kunne være klar til lørdagens mange sejladser.

Lørdag åbnede Mikkel Beha stævnet, han var alligevel på bedding i Strandby. Og med en flot åbningstale om at komme ud på vandet og oplysningen om, at de netop havde købt plads i Lynæs, startede stævnet.

Vi skulle starte i første race, så det var lige på og hårdt. Bådene blev frigivet 20 minutter før forventet start, så det var bare ud hurtigst muligt i ganske let vind 1-2 m/s, så vi kunne øve lidt to korte krydsben, et genakkersæt, en bomning og en luv nedtagning, det fik pulsen op.

Første sejlads gik egentlig rigtig fint, lige indtil målgang, hvor vi kom ned mod læ mærke og 1 meter fra målbøjen fiskede vi ankerlinen, der viklede sig en omgang om kølen. Det fik vi så en DNF på, hvilket vi protesterede mod, men den blev desværre afvist, hvorefter ankerlinen blev kortet op!

Resten af lørdagen forsatte i 0-2 m/s, ikke vores livret med 360 kg kød ombord, men vi fik da lavet et par 4 pladser i 8 sejladser. Sidste sejlads blev skudt af kl. 18:30, efter en hurtig molebajer, kørte vi Nuka tilbage på søfartsskolen, hvor vi kunne komme gratis i bad og var tilbage til fælles buffet kl. 19:30 og et fortjent glas rødvin. Inden midnat var vi i køjen, for vi var jo i Frederikshavn for at sejle kapsejlads.

Silkeborg jagtes på lænseren.

Søndag var vi igen tidligt oppe, for at få spist morgenmad og smurt vores sandwich. Kl. 10 startede sejladserne igen, denne gang skulle vi ikke starte først, tiden kunne vi så bruge på at kikke på fordele, men vinden sprang hele tiden, kom og gik uden noget bestemt mønster og hvor lørdagen var med høj sol og var søndagen mere skyet og sejlerbuksevejr. Da det blev vores tur, kunne vi allerede mærke at vi havde lært rigtig meget. Vi nåede 4 sejladser om søndagen, sidste flight skulle være startet senest 14:30.

Der trimmes genakker

Vi endte på 17 pladsen, med sejlklubben København lige foran, og når man tænker på at de selv har en J/70 at træne i, er det egentlig okay. Frederikshavn vandt fortjent stævnet, de er en fornøjelse at se sejle, KDY med Michael Hestbæk på roret blev to’er, de gamle mænd sejler også smukt og det var sjovt at få presset Trine Abrahamsen over startlinjen.

Og hvordan var det så for os at deltage? Det var virkelig sjovt, det er dejligt at finde ud af, at vi godt kan lære at sejle sammen, uden at komme op at slås, vores bådfart var fin, men vi mangler stadig at koordinere opgaverne og forfine boathandling og ikke mindst, vi ikke er så langt efter de andre deltager målt på afstand, hvoraf de fleste har længere erfaring i Ligaen end os.

Alt i alt var stævnet godt arrangeret. I Frederikshavn er alle medlemmerne dybt engageret i stævnet og stolte af deres klub, som kun vendelboer kan være. Det smitter også af på os deltager.

Ingen tvivl om der er et højt niveau i Sejlsportsligaens 1. division, men det er et sindssygt sjovt koncept, med masser af sejlads, tætte dueller, ja alt det vi gerne vil, når vi sejler kapsejlads. Båden er dejlig enkel og egentlig nem at sejle i, og sikkert derfor der deltager mange piger i besætningerne. Vi syntes det er lidt svært at beskrive hvor sjovt det er at deltage, man skal vist have prøvet det først.

Næste stævne er i Kerteminde og besætningen skulle være på plads og vores næste målsætning må være at gøre det lidt bedre end i Frederikshavn og med dette så husk at besøge os i Skovshoved d. 24-26 august.

Med venlig hilsen
David C., Oscar, Nuka og David I.

 

 

 

Knold

Del dette:
1 2